Vi dyrker vores gode arbejdsmiljø som en holdsport
Hos Nykøbing F. Sygehus lægger vi stor vægt på det gode arbejdsmiljø. Vi ved godt, at arbejdet på et sygehus kan være krævende både fysisk og mentalt.
Derfor bliver du hos os klædt på til både at medvirke til det gode arbejdsmiljø, kunne hjælpe dine kolleger og kunne spotte tegnene på psykisk belastning hos dig selv.
Som medarbejder på Nykøbing F. Sygehus får du et obligatorisk kursus i belastningspsykologi, hvor du også får redskaber til, hvordan du eksempelvis føler med en patient – men ikke som patienten.
Arbejdet med kurset giver også både dig og dine kolleger et fælles sprog for de belastninger, I møder i dagligdagen.
Og du bliver samtidig klogere på, hvordan du selv kan se tegn på psykisk belastning hos dine kolleger eller dig selv.
Vi mener det nemlig alvorligt, når vi siger, at det gode arbejdsmiljø er en holdindsats.
Derfor har vi også dannet en gruppe af ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, som sammen står for kurset og som er særligt klædt på til at arbejde med belastningspsykologi.
Det betyder, at de blandt andet er helt skarpe på at identificere, analysere og agere på udfordringer i deres afdelinger og samtidig er stærke drivkræfter bag det daglige arbejde med at skabe et godt arbejdsmiljø.
For hverken du eller vi kan skabe landets bedste arbejdsmiljø alene.
Men sammen kan vi – og faktisk er vi så godt på vej, at vi har vundet Arbejdsmiljøprisen 2022 i kategorien ‘psykisk arbejdsmiljø’ for vores indsats. Læs pressemeddelelsen her